Ung, norsk kunst i Bøvlingbjerg

Tangsøgade 4 skiller seg du fra mengden af landgallerier.

Tekst av Lars Olsson (Kunstavisen 1999)

Hvis man sætter en nål i kortet for hver nedlagt skole eller forhenværende meieri, som af en eller anden ildsjel har fået nyt liv som "kunstsenter", vil der danne sig et oppmuntrende billede, et intryk af,at kulturen trives som aldrig før, selv på den yderste og mest forblåste rand. Træder man innenfor i et af disse "Det Gamle…" dit eller dat, avløses optimismen dog hurtig af en fornemmelse af træt rutine og af at man har set det hele så uendelig mange gange før: "Kunsten" består af sølvbryllupsgaver, de sædvanlige granitfisk, rustne jernfugle på spid, tusende måder at anbringe et fyrfadslys på, garneret med lidt dæmpet Vivaldi på båndopptageren og den lokale Hofmeister-epigon på væggene. Disse galleriers højsæson er julen, hvor deres spesiale er allerbest efterspurgt: Hygge og nostalgi. Desværre utgjør de etterhånden også de lokale ugeavisers kunsthorisont.

Og så er der undtagelserne - på egnen omkring Lemvig er det for eksempel elverket i Dybe, Kulturcenter Tuskær og Tukanteatret i fjaltring, hvor der næsten aldrig bliver gået på kompromiss med kvaliteten, samt Tangsøgade 4 i Bøvlingbjerg, som helt og aldeles er viet den seriøse, danske og internasjonale samtidskunst.

Grafikeren Klavs Weiss er manden bag utstillingsstedet ved siden af Hornvarefabrikken, et par nøkterne rum uden gløgg og hjemmebag, men for tiden med to norske kvinders næsten minimalistiske smukke og tankevækkende malerier og grafiske collager på væggene.

Åsa Vibeke Sjøholms malerier(f.1964) tager livtak med rumillusionen og beveger sig på randen af det kaotisk flimrende, men bruger formatet og linjen som korrektiver, som værktøjer til at overbevise sig selv og beskueren om, at kunsten kan skabe struktur, orden og skønhet. Ved hjælp af overlapning, farvetoning og skiftende fokusering får hendes billeder en uendelig, ejendommeligt smuk dybde, men de ornamentale, bølgende og biomorfe linjer på fladen (som for eksempel i “Hjerterytme”) tvinger hele tiden beskuerens blik tilbage på lærredets overflade - det er sådan en evigt vekslende gestaltning, der finder sted på vores indre nettinde, dybden og fladen utelukker gensidigt hinannen, men er påtrengende og opmærksomhedskrævende til stede på samme tid - derfor bliver hendes værker til aldrig udømte meditasjonsobjekter. De virker lidt likesom den slags komplementære billeder fra psyketest og kaureskoleteoribauger der enten forestiller en vase eller to ansigtprofiler - uden sammenligning i øvrigt, for Sjøholms billeder er netop kunst : De rummer det stofflige nærværs skønhed og vidner om at der ligger en besinnelse på de billedkunstneriske eksistentialer bag arbeidet, her en kamp mellom formløshed og struktur, det siste skaber hun også ved at bruge det kvadratiske format og ophængninger i serier. Hvor er det godt at oppleve kunstnere som virkelig går til kanten at strække elastikken like til bristepunktet og forske i elementært maleriske problemstillinger.

Cathrine Giljes (f.1971) bearbeidede fotocollager er uhyre feminine, muligens også feministiske, uden dog at være private eller intime. Slørede sort/hvide fotostater af kvindekroppe i bevegelse, undertiden klippet sammen og lagt i en sandwich af plexiglass, fungerer egentlig som hendes lærret, hvor hun så lægger nogle yndigt sarte perlestreger i slyngede blomsteragtige arabesker - disse bearbeidninger giver associationer til de australske aboriginals “drømmespor”, men Gilje falder ikke i den etnosentimentale grøft, hendes linjer har samme kunstneriske virkning (og sannsynligvis formål) som Sjøholms ornamenter : de modsiger rummet - her kroppens volumen - og bevegelsen (den diffuse kontur) - vedprægnant og i farver at lægge sig på tværs i fladen og signalisere et åndeligt anliggende, tydeligt i “Impulser”, hvor man nærmest kan tale om tankestreger!

Jeg tror på en måde, at utstillingen i Bøvlingbjerg illustrerer noget som atter opptager verdens unge kunstnere: Erkendelsen af at rummet på samme tid er en umulighed og en nødvendighet, en paradoksal indsigt, der enten kan føre til frustrasjon, dekorasjon eller kunst; jeg mener det er det sidste, der er på færde i Tangsøgade 4.

Klavs Weiss er allerede i gang med at forberede den næste utstilling med bl.a. den tyske grafiker Rudolf Wierner, deretter bliver det folk fra Japan, Finland, Canada med mer, som han har utstillet sammen med rundt omkring på forskjellige biennaler.